Endnu en undskyldning for at drikke øl

Nu er det jo ikke fordi man nødvendigvis har brug for en undskyldning for at drikke øl. Ikke desto mindre vil jeg dele en opskrift med jer på en enestående tørstfremkalder.
Chili/soya mandler
200 gr. mandler
en spsk. olie
soya
en knivspids spidskommen
en halv tsk chilipulver (eller mere...)
en halv tsk sukker

Varm olien op på panden og rist mandlerne heri under grundig omrøring indtil de har taget farve og begynder at sige små "poplyde". Og lad nu være med at branke dem - det er bedre med lang tid ved moderat temperatur end at udsætte dem komfur-krematoriet.

Tilsæt chili, sukker og spidskommen og ryst panden grundigt så det fordeles på mandlerne. Giv nogle solide stænk soya og svits det af mens panden rystes. Det syder, ryger og bobler og river forfærdeligt i næsen - men hold ud - resultatet er det værd!

Afkøl mandlerne og server med humlet, kraftig øl eller en tør pilsner.

Holdbarhed: ca. 20 minutter.